Aktiemarkedet – det elskede barometer for vores lands økonomiske sundhed – har igen indtaget scenen og leverer næsten dagligt rekordhøjder. Tallene ser ud til at hviske om triumf, rigdom og en blomstrende økonomi. Men disse høje målinger kan føles som den glitrende forside af en ellers almindelig facade. Hvis man ser ud over overskrifterne, dukker der en anden historie op, hvor økonomisk velstand stadig er frustrerende uden for rækkevidde for mange, selv om markederne ser ud til at udføre deres fineste trick.
Hvordan er afstanden mellem aktiemarkedet og den faktiske økonomi blevet så udtalt?
Myten om, at de to bevæger sig i takt, har bidt sig fast i vores nationale bevidsthed, hvor der sættes lighedstegn mellem virksomhedernes overskud og middelklassens velstand, og hvor det antages, at en stadig stigende Dow Jones må betyde, at vi alle på en eller anden måde vinder. Alligevel forbliver den gennemsnitlige amerikanske husstand uberørt af disse markedsstigninger, da den økonomiske vækst næppe er blevet omsat til stigende lønninger eller øgede muligheder. Om noget har vores forelskelse i markedet kun uddybet forskellene.
For at forstå, hvordan denne særegne kløft er blevet større, må vi se tilbage på en tid, hvor USA’s forhold til virksomheder begyndte at ændre sig. Den moderne virksomhed fungerede engang som et transportbånd, der omfordelte velstand gennem lønninger, pensioner og goder og hjalp med at opbygge en robust, om end til tider beskeden, middelklasse. Men i 1970 udgav økonomen Milton Friedman et nu berømt essay, hvor han proklamerede, at en virksomheds sociale ansvar er at øge sit overskud. Og på den måde begyndte en stille revolution – en revolution, som ikke kun ville omforme den amerikanske arbejdsplads, men også selve betydningen af succes.
I dag fordeles belønningen for markedssejre mere selektivt. Færre husholdninger end nogensinde ejer aktier, og den del af den økonomiske kage, som arbejdskraften gør krav på, er skrumpet støt i løbet af årtierne. De, der nyder godt af det – direktører, finansfolk og det øverste lag af velhavere – gør det på en måde, der udvider kløften mellem rig og fattig. Vi ser et velkendt ritual udfolde sig: Virksomhederne hæver aktiekurserne ved at omdirigere overskuddet til aktietilbagekøb og udbytte, ofte på bekostning af geninvestering i deres egen vækst eller endda i deres egne medarbejdere.
Værktøjerne i den finansielle ingeniørkunst
De finanstekniske værktøjer – hvor komplekse og uhåndgribelige de end måtte være – synes at være konstrueret til et enkelt formål: at skabe en illusion om fremskridt. Aktietilbagekøb, der engang blev set ned på som en form for markedsmanipulation, er blevet det foretrukne instrument til at styrke aktiekurserne. Faktisk brugte virksomhederne i S&P 500 over halvdelen af deres indtjening mellem 2007 og 2016 på at tilbagekøbe aktier. Yderligere 39 % gik til udbytte, og der var kun en lille del tilbage til forskning, udvikling eller lønstigninger. Disse beslutninger, der fejres af investorerne, betales med tab af arbejdspladser, lukkede fabrikker og hele samfund, der udhules af økonomisk tilbagegang.
Nedfaldet når steder som Brokaw, Wisconsin, hvor lukningen af den århundredgamle Wausau Paper-fabrik sendte chokbølger gennem byen. Dens undergang var ikke en konsekvens af dårlig forretning, men af aktionærernes krav om et hurtigere investeringsafkast. Historien er næppe enestående. For mange betyder den amerikanske drøm ikke længere velstand gennem hårdt arbejde, men overlevelse i en økonomi, der føler sig ligeglad med deres kampe.
I mellemtiden er aktieindekser som S&P 500 og Dow Jones fortsat ærværdige kulturelle ikoner, hvis udsving følges lige så seriøst, som en meteorolog følger vejret. Indeksene er – på trods af deres tilsyneladende upartiskhed – i stigende grad blevet et middel til at koncentrere rigdom i stedet for at sprede den. For hver ny rekord bliver kløften mellem offentlighedens opfattelse og den økonomiske virkelighed større.
Måske er aktiemarkedet derfor et bedre mål for ambitioner end for præstationer. Det afspejler ikke den konkrete tilstand i det amerikanske liv, men investorernes uhåndgribelige håb og spekulative energi, der hele tiden stræber mod en uhåndgribelig horisont. At se markedet stige er at være vidne til en storslået forestilling – en, der beder os om at suspendere vantroen og omfavne muligheden for endeløs vækst, selv når vi føler, at jorden giver efter under vores fødder.
Det betyder ikke, at markedet ikke har nogen indflydelse på den virkelige verden.
Dets svingninger former virksomhedernes adfærd, styrer investeringsstrategier og påvirker den offentlige politik. Men i sin ubønhørlige stræben efter at belønne aktionærerne frem for alt andet har det ændret regnestykket for, hvad det vil sige at have succes i USA. Konsekvenserne af dette skift er stille og roligt blevet akkumuleret gennem årtier og har udhulet grundlaget for den fælles velstand, der engang definerede vores økonomiske etos.
Men løsningen er ikke blot at opgive jagten på aktionærværdi, men at omdefinere den. Tiden er inde til at forestille sig en økonomi, hvor det amerikanske erhvervsliv vender tilbage til en langsigtet vision, hvor aktionærerne ikke kun ser værdien i deres aktier, men også i medarbejdernes trivsel og lokalsamfundenes modstandskraft. Hvis markedet skal være mere end et spil om tal, skal det afspejle en fornyet social kontrakt – en, der ikke kræver et valg mellem profit og mennesker.
Aktiemarkedets rekordhøjder kan meget vel være de glitrende skilte på en vej, der ikke fører nogen steder hen. Hvad der ligger bag dem, er stadig usikkert, men der skal træffes et valg om, hvor den vej fører os hen: mod en fremtid bygget på kollektiv vækst eller mod en guldalder defineret af stigende ulighed. Og uret tikker, lige så sikkert som markedets tikker nogensinde har gjort det.
Hvis du vil vide mere om investering, og dette emne er spændende for dig, skal du BESØGE VORES HJEMMESIDE